Kan et spil få os til at forstå demens på en ny måde?
Hukommelse er en mærkelig størrelse. Vi tænker ikke aktivt på den i hverdagen, for den er for de fleste af os en tro følgesvend. Men for nogen kan den lige pludselig blive som en ven, der glider fra os, og det kan være enormt svært at leve med for den ramte person – og de pårørende.
Dette med at miste sine minder kan være svært at forholde sig til, hvis man aldrig har stået i situationen, hvor ens hjerne pludselig bytter personer ud med hinanden, og du på et tidspunkt får den svære diagnose: demens.
Det er her, jeg finder computerspil enormt interessante. Du tager en rolle, som du aldrig har prøvet før og kan blive enormt meget klogere. Som for eksempel Ether One fra White Paper Games.
Ether One (2014)
Demens er temaet, indiespillet Ether One bygger på. Spillet fra White Paper Games blev udgivet i 2014, og temaet er stadig enormt relevant i dag.
Dette er en af de mange flotte scener, man oplever i spillet.
I spillet er du en “restorer”: En person, der træder ind i et andet menneskes bevidsthed for at genskabe brudstykker af deres livshistorie. Du vandrer rundt i tomme byer, finder genstande og stumper af fortællinger og prøver at reparere et sind, der er ved at gå tabt.
Det er svært ikke at blive suget ind i præmissen, for spillet er så gennemført interessant. Og behøver jeg at nævne de ekstremt fede plottwists, man også kan opleve?
For det første viser Ether One, hvordan spildesign kan formidle abstrakte begreber som demens. I stedet for at fortælle dig, at minder er ustabile, lader spillet dig selv opleve forvirringen: Hvad betyder denne genstand? Hvor hører den hjemme? Hvad sker der, hvis jeg ikke gemmer den?
Interview med White Paper Games
CEO fra White Paper Games, Pete Bottomley, fortæller i min podcast om behovet for en entydig vision, da holdet bag spillet kæmpede med at skære igennem de mange store emner og narrative elementer, de tidligere i udviklingsfasen havde introduceret i Ether One. Han fortæller blandt andet:
"A lot of these narrative elements just dropped down the wayside and we're in the studio one day and we just felt like we really needed this singular vision and just really double down on on something that was important and meaningful"
Efter at de havde etableret denne "singular vision" – som endte med at fokusere på sårbarheden ved hukommelse og demens – hjalp det dem med at forstærke spillets mekaniske design, såsom at løse gåder for at genoprette minder.
I ugens podcastafsnit dykker jeg ned i Ether One og ser nærmere på, hvordan spillet bruger mekanik og stemning til at udfordre vores forståelse af hukommelse – og hvorfor det stadig er værd at spille i dag.